Udbuddet når tiårs gennemsnittet
I sidste uge var der lige over 65.000 brugte biler til salg på Bilbasen. Det er i par med udbuddet af brugte biler på det danske marked set over en tiårig periode.
Igennem årene har udbuddet varieret massivt, og det er i perioden efter 2020, at de største udsving er registreret. I juni 2022, var der 51.900 biler til salg, hvilket er det laveste registrerede antal i de seneste ti år, og hele 20.000 biler færre end maj 2020, hvor udbuddet toppede med 72.000 biler til salg.
Men hvorfor er størrelsen af udbuddet af brugte biler interessant? Det handler om balance. Og efter flere år med store udsving, ser det ud til, at det overordnede forhold mellem udbud og efterspørgsel er ved at indfinde sig. Der er dog store segment forskelle, og endda store forskelle inden for segmenterne.
I forhold til drivlinjerne, så omsættes elbilerne hurtigst selvom udbuddet nu er oppe på 8.000 biler. Det modsatte er tilfældet med dieselbilerne, der omsættes langsomt. For benzinbilerne gælder det, at deres omsætning er tæt på markedsgennemsnittet på lige over 60 dage, men igen er der store forskelle. En benzindreven mikro- og minibil sælges på under 40 dage, det samme er tilfældet for en MPV. Her gælder det, at udbuddet er stærkt begrænset i forhold til efterspørgslen.
Med hensyn til prisrettelser, så rettes der fortsat et højt antal biler ned i pris, især for elbilernes og dieselbilernes vedkommende.
Oversigt over prisrettelser for elbilerne i fire prissegmenter i uge 46:
200.000 – 299.999 kr.: 128 (144)*
300.000 – 399.999 kr.: 202 (218)*
400.000 – 499.999 kr.: 207 (199)*
500.000 – 599.999 kr.: 218 (205)*
* antal rettelser i ugen før
Elbilerne blev i snit sat 12.804 kr. ned.